LANDBRØD BAGT I GRYDE MED BRUNET SMØR Af Thomas Herman.

De fleste elsker et sprødt friskbagt brød med et syndigt lag smør. I denne udgave er brødet ultranemt, men til gengæld kræver det luftige, brunede smør en smule arbejde. Men tro mig, det er hele indsatsen værd. Brødet skal langtidshæve, så rør dejen dagen før, du vil bage.
Hop til:
 
second_bodycontent_area01

TIL 1 STK

 
 
 

INGREDIENSER

Landbrød

  • 5 g gær
  • 6 dl koldt vand
  • 2 tsk. honning
  • 2 tsk. salt
  • 1 spsk. hvidvinseddike
  • 400 g hvedemel
  • 400 g durummel
  • 1 spsk. olivenolie

Luftigt, brunet smør

  • 500 g usaltet smør
  • Isterninger til køling
  • Groft salt

FORBEREDELSE

Landbrød

Opløs gæren i vandet i en stor skål. Tilsæt honning, salt, eddike og mel under omrøring. Rør i dejen, indtil den har samlet sig. Dæk skålen med et fugtigt viskestykke, og lad dejen stå ved stuetemperatur i 12 timer.

Drys mel på køkkenbordet, og hæld dejen ud på bordet. Den er nu ganske flydende. Fold dejen forsigtigt et par gange, først på den ene led og derefter på den anden. Smør en skål med olivenolie, og læg dejen i skålen. Dæk igen med et fugtigt viskestykke, og lad dejen hæve i yderligere 2 timer. Sæt en stor støbejernsgryde i ovnen ved 250° i minimum 30 min., før brødet er hævet færdigt. Drys gryden med en smule mel i bunden, og vend den hævede dej over i gryden. Drys en smule mel på toppen, læg låg på, og bag brødet i 30 min. Tag låget af, og bag i yderligere 15 min. ved 230°. Tag brødet ud af ovnen, og lad den afkøle på en rist i ca. 1 time.

Luftigt, brunet smør

Sæt 300 g smør over i en gryde, og kog det forsigtigt op, indtil vallen falder til bunds, og smørret bliver brunt og begynder at dufte nøddeagtigt. Tag gryden af varmen, og afkøl den let. Sigt smørret igennem en fin sigte over i en skål, og afkøl det til stuetemperatur. Lad de resterende 200 g smør opnå stuetemperatur i en lille skål. Fyld en stor gryde med et tykt lag isterninger. Rør de to typer smør sammen i en passende skål. Sæt skålen med smørblandingen ned i gryden over isterningerne, og pisk smørret med en elpisker, indtil det begynder at blive ensartet og får en fast, luftig og smørbar konsistens. Smag til med salt, og stil smørret på køl 1 time inden brug.